Skrevet af:Poul

Dato: 28. juni, 2021

Personlighedstests er mere end ’bare’ underholdning

Personlighedstests og personprofiler er efterhånden blevet en fast del af de fleste HR-medarbejdere og rekrutteringsbureauers værktøjskasse.

Test og profilering er metoder til at undersøge og beskrive dele og udsnit af menneskers færdigheder, evner og personlighed. Formålet med test og profilering kan fx være udvikling, identificering af potentialer, rekruttering, teamsammensætning mm.

Nogle forbinder måske personlighedstests og personprofiler med quizzer online og i diverse ugeblade, hvor du kan finde ud af hvilken karakter fra FRIENDS eller Game of Thrones, du er. Mens andre måske tænker, at personlighedstestning er for dyrt, ressourcekrævende og ikke giver virksomheden nogen værdi.

Men personlighedstestning og profiler er meget mere end bare underholdning!

Lad os kigge nærmere på 6 fordele ved at anvende personprofiler i virksomheder.

 

6 fordele ved personprofiler

1) Du styrker rekrutteringsprocessen

Når du bruger personprofiler og personlighedstests i forbindelse med rekruttering, styrker du rekrutteringsprocessen på flere forskellige områder.

Først og fremmest hjælper personlighedstests og personprofiler den rekrutterende virksomhed med at lære kandidaterne bedre at kende, samt om vedkommende passer til en bestemt rolle, stilling og virksomhedens kultur. Samtidig kan profilerne hjælpe dig med at blive klogere på, hvordan kandidaters personlighed vil påvirke deres adfærd i teams, tilgang til opgaver, motivation, værdier, kommunikationsstil og andre former for adfærd/præferencer, der relaterer sig direkte til arbejdspladsen.

Dernæst kan profiler give dig aspekter og fokuspunkter, du kan/bør undersøge nærmere i en samtale og hjælper dig med at få mest muligt ud af samtalen. Eksempelvis hvordan vil kandidaten reagere i konfliktfyldte situationer? Er kandidaten i stand til at træffe beslutninger, der ikke matcher vedkommendes værdisæt? Således er det muligt at sammenligne kandidater på et objektivt og kvalificeret grundlag.

Sidst, men ikke mindst kan viden fra personlighedstests og personprofiler også bruges i onboarding processen, så den nyansatte hjælpes godt i gang.

 

2) Du mindsker risikoen for bias

Udover at styrke rekrutteringsprocessen i form af bedre kendskab til kandidaterne samt øget sandsynlighed for, at der er et godt match mellem kandidaten og virksomheden, er brugen af personprofiler også med til at mindske risikoen for bias.

Bias er en medfødt menneskelig egenskab. Det betyder, at vi danner os et billede og mening om kandidaterne uden grundig forudgående viden. Det kan være på grund af CV-layout, profilbillede, førstehåndsindtryk osv. Disse meninger påvirker, hvordan vi opfatter og behandler kandidaterne – både i positiv og negativ forstand.

Nogle kandidater giver et bedre førstehåndsindtryk end andre. De fastholder øjenkontakt, har en selvsikker holdning, fast håndtryk og indbydende smil, som kan få en arbejdsgiver til automatisk at tro, at de ved, hvad de laver og vil være en god tilføjelse til organisationen. Andre kandidater kan være lidt mere generte i starten. De taler måske mere stille eller undgår øjenkontakt i starten, hvilken måske kan få en arbejdsgiver til at tro, at de ikke er lige så kompetence eller sikre på deres evner.

Mens førstehåndsindtrykket nogle gange kan være korrekte, er det ikke altid tilfældet.

Personlighedstests og personprofiler bidrager med en objektivitet, der er med til at mindske bias, så beslutninger beror på mere end mavefornemmelse, nemlig et faktuelt og statistisk grundlag. Det betyder, at du undgår at træffe vigtige beslutninger baseret på førstehåndsindtrykket af en kandidat som muligvis er fejlagtigt.

 

3) Profiler kan forbedre kandidatoplevelsen

En organisations medarbejdere kan være dets bedste ambassadører – men også deres værste. På samme måde er det ikke nok, at kun kandidaten, der ansættes, har en god oplevelse i et rekrutteringsforløb. Også de kandidater, der i sidste ende får afslag, skal have følelsen af, at de er blevet til- eller fravalgt på baggrund af retfærdige kriterier og ikke på baggrund af mavefornemmelse.

Derudover kan en personprofil også skabe værdi og indsigt hos de enkelte kandidater og muligvis gøre dem mere bevidste om, hvorfor de handler og tænker, som de gør – både i deres professionelle virke og privat. Nogle kandidater kan bruge profilen og tilbagemeldingssamtalen til personlig udvikling. Så selvom de ikke fik jobbet, har de stadig fået noget med fra rekrutteringsprocessen.

 

4) Du bliver bedre til at forstå og udvikle dine medarbejdere

Personprofiler og personlighedstests er ikke kun forbeholdt rekruttering. Derimod er det også er godt værktøj til medarbejder-, team- og lederudvikling.

En personprofil kan hjælpe os med bedre at forstå, hvem vi er. er vores styrker, og hvordan drager vi fordel af dem i vores arbejde? Hvad er vores udfordringer, og hvordan er vi opmærksomme på dem? Hvordan tilgår vi samarbejde? Hvad er vores arbejdspræferencer?

Når vi kender både vores egne og vores kollegers profiler og arbejdspræferencer, kan der opnås større forståelse for vores forskelligheder – og hvorfor vores forskelligheder i mange situationer er meget gavnlige. Dette kan igen medvirke til et forbedret arbejdsmiljø, kommunikation, opgaveoverlevering, osv.

Hver kandidat er unik med hensyn til, hvad der driver dem. Hvad holder dem engagerede? Hvad motiverer dem? Hvilke præferencer har de ift. opgaver, kommunikationsstil, ledelsesstil, osv.? Nogle medarbejdere reagerer muligvis positivt på feedback, mens andre måske føler sig kritiseret og vil hellere bede om andres meninger, når de har brug for det. Når lederen kender den enkelte medarbejders værdier, motiver og præferencer, har de større sandsynlighed for at give medarbejderne dét, de har brug for, for at forblive engagerede og motiverede.

 

5) Sammensæt teams og forbedr samarbejdet

Derudover kan personprofiler bruges til teambuilding og forbedring af samarbejde. Når man sammensætter og leder teams, er det vigtigt at kende til medlemmernes personligheder for at skabe de bedste rammer og arbejdsforhold samt fordele opgaver og kommunikere.

Personlighedstests og personprofiler kan også bruges til at hjælpe dysfunktionelle teams med at lære mere om hinanden og arbejde igennem nogle af deres forskellighed. Når man øger teamets kendskab til og bevidsthed om de andre medlemmers profiler og præferencer, kan det skabe en mere funktionel og sammenhængende atmosfære.

 

6) Virksomheden får et fælles sprog og begrebsapparat

Når alle i virksomheden har fået lavet en personprofil, giver det dem et fælles sprog og begrebsapparat, de kan snakke ud fra. Vi får måske endda en større forståelse og accept af, hvorfor vi kommunikerer forskelligt, har forskellige tilgange til de samme opgaver, mv.

Fordi profilen er beskrevet i et neutralt sprog, hvor der lægges vægt på både styrker og svagheder, giver det virksomheden et fælles sprog og referenceramme til at diskutere adfærd og præferencer på en ”sikker”, konstruktiv og respektfuld måde.

 

Er der så ingen ulemper ved personlighedstests og personprofiler?

Er alt så bare fryd og gammen med personlighedstests og personprofiler? Der er selvfølgelig nogen, der er skeptiske omkring brugen af personprofiler. For kan en profil virkelig beskrive noget så komplekst som vores personlighed?

Her er det vigtigt at huske, at en profil ikke er det endelig svar! Selvom personlighedstests kan hjælpe med at give en dybere indsigt i en kandidat/medarbejders værdier, motiver og arbejdsmetoder, giver det ikke den endelig bedømmelse af, hvilken kandidat der er den rigtige til jobbet i en rekrutteringssammenhæng. Det skal bruges som et dialogværktøj, som kan hjælpe virksomheden med at lære kandidaten/medarbejderen bedre at kende.

Men kan man så ikke bare ”snyde” sig til et ”rigtigt” svar? Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at der ikke findes en ”rigtig” personprofil. Alle faktorerne har hver deres styrker og udfordringer. Selvom man godt kan besvare spørgsmålene ”ukorrekt”, er det langt de færreste, der kan slippe af sted med det, da det med al sandsynlighed vil blive ‘opdaget’ i den efterfølgende tilbagemeldingssamtale.

Nogle kan være bekymrede for, om brugen af personlighedstests gør, at man bliver ’puttet’ i en bestemt boks, og derfra er der ikke så meget at stille op. Faktisk er vores oplevelse, at det modsatte finder sted! At personprofiler er med til at mindske fordomme og kassetænkning. Det skyldes, at vi med profilerne har et bedre udgangspunkt for at forstå hinandens forskelligheder, behov og perspektiver.

Vil du høre mere om PeopleTools’ Profilværktøjer?

Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed i gang