Skrevet af:Poul

Dato: 5. august, 2019

8 tips til at komme godt i gang efter ferien

Sommerferien er forbi, radioen melder om lange kødannelser på motorvejene og indbakken viser 500+ uåbnede mails. Det kan være hårdt at komme tilbage til arbejdspladsen efter en lang og dejlig ferie, der udelukkende har stået i afslapningens tegn. Faktisk viser en undersøgelse, at ferie-blues er udbredt fænomen, som rammer ca. hver tredje dansker.

I denne artikel finder du 8 tips til, hvordan du kommer godt i gang efter ferien.

 

Hvad er ferie-blues?

Sommerferie-blues er en sindstilstand, mange af os nok har prøvet. Det handler som regel om, at de (formentlig) afslappede, stressfrie og uforpligtende ferieuger ligger bag én, og foran venter hverdagen, pligter og deadlines. Ligesom hvis du efter 14 dage i 30 grader og solskin, lander i Danmark med 20 grader og regnvejr; det tager lige lidt tid at omstille sig og vænne sig til omgivelserne.

Ferie-blues er heldigvis en forbipasserende tilstand, som helt naturligt går over af sig selv. Efter 2 eller 3 uger med madpakker der skal smøres, mails der skal besvares og deadlines der skal overholdes, har de fleste af os glemt de kolde drinks og de lange sommeraftener på terrassen. For hverdagen har også sin charme.

Men er du en af dem, der synes, det er en smule tungt at komme i gang igen, er der (heldigvis) noget, du kan gøre.

 

Sådan kommer du godt i gang efter ferien

1) Hold ferie, mens du holder ferie

Det lyder så simpelt, men det kan alligevel være svært at praktisere: vær på ferie, når du er på ferie. Det er muligvis mere et ”før-ferie-tip”, men samtidig også vigtigt at huske på, når ferien nærmer sig sin afslutning. Selvom det er fristende at tjekke mails og besvare opkald, er det vigtigt at få koblet af og tømt hovedet. Så slå mailnotifikationerne fra, sæt telefonen på lydløs og nyd din ferie.

Selvom ovenstående er ønskescenariet for det fleste, findes der også nogle jobs, hvor dette desværre ikke er muligt (og slet ikke, hvis man selv er chef); hvor det er vigtigt, at man får tjekket indbakken et par gange i løbet af ferien. Her er det vigtigt at få forventningsafstemt med chefen om, hvor meget du er ”på”, og hvad der forventes.

 

2) Reservér den første arbejdsdag til at lande

Har du brug for lige at lande i kontorstolen, før de første møder og deadlines melder sig? Så kan det være en god idé at reservere den første arbejdsdag i kalenderen, så du har mulighed (og ro) til at skabe overblik og ”lande” i hverdagen igen.

 

3) Accepter at du er bagud

Medmindre du tjekker mails og løser opgaver i løbet af ferien, vil du næsten per definition være bagud, når du møder ind igen. Det er uundgåeligt og én af ”betingelserne” ved at være på ferie.
Derfor må du også sluge kamelen og ”bare acceptere”, at du er bagud. Hvis det er muligt, kan du prøve at undgå at planlægge møder og andet i den første uge, som kan vente, så du har tid til at indhente lidt af det tabte.

 

4) Start roligt ud

Mange af os kan nok nikke genkendende til, at hovedet lige skal bruge et par dage til at komme op i omdrejninger. Derfor kan du med fordel starte ud med nogle af dine lidt ”nemmere” opgaver; dem, der ligger lige til højrebenet. Udover at få løst en række opgaver, vil du sikkert også have følelsen af, at tingene bare kører og opstarten efter ferien ikke så slem.

 

5) Hold almindelige arbejdstider

Det kan som nævnt være fristende at skyde hverdagen i gang med et par ekstra lange arbejdsdage, så de forgangne ugers mails, ubesvarede opkald, løse ender og uafsluttede opgaver bliver indhentet. Men lad være med det! Få planlagt de første uger, så der er lidt luft i kalenderen til at indhente, så du forhåbentlig kan holde din arbejdstid og ikke få en ”chokstart”.

 

6) Styrk kollega-båndet

Eftersom det er hver tredje dansker, der rammes af ferie-blues, vil du næsten med garanti ikke være den eneste på kontoret, der længselsfuldt tæller dagene til næste ferie. Her kan med fordel inddrage dine kolleger, så overgangen fra ferie til hverdag bliver en ”fælles mission”, eks. ved at gå en runde og blive opdateret på sommerens begivenheder, arranger en ”velkommen tilbage fra ferie”-fredagsbar eller noget helt tredje. Det kan være med til at få humøret på kontoret top.

Udover at lette overgangen fra ferie til hverdag, kan det også være med til at styrke relationerne på arbejdspladsen. Og netop dét, gode relationer på arbejdspladsen, viser forskning, er én af faktorerne bag arbejdsglæde og trivsel.

 

7) Bevar noget af ferie-magien

Noget af det magiske ved ferie er, at man i langt højere grad har mulighed og tid til at lave ting, man nyder at lave. Så hvorfor ikke tage dette med ind i hverdagen? Planlæg de såkaldte ”honningdepoter” (noget, du kan glæde dig til, og som du på forhånd ved, at du vil nyde). Det behøver ikke være ”store” eller dyre ting, men f.eks. at gå en tur i skoven, nyde feriens ”favorit drink” eller noget helt tredje. Så længe det er elementer, som tilfører glæde i hverdagen.

 

8) Glæd dig!

Mange arbejdspladser tilbyder efteruddannelse og kurser. Derfor er det oplagt at finde et aktuelt kursus, e-learning eller spændende temadag, du kan sætte i kalenderen og se frem mod.

 

Ligger der andet til grund for din ferie-blues?

For mange af os vil årsagen til ferie-blues som nævnt skyldes afslutningen på en dejlig ferie. For andre skal årsagen til ferie-blues findes andetsteds. For når vi får en pause fra hverdagen og arbejdspladsen, har tankerne mulighed for at få frit spil, og man ser muligvis dagligdagen i et nyt og klarere lys.

I sådanne tilfælde er det vigtigt at mærke efter og finde ud af, om ferie-blues er pga. ferieafslutning eller symptom på noget andet; et tegn på, at noget muligvis skal ændres. Er det tid til nye opgaver? Skille dig af med opgaver, der presser eller keder dig? Eller er det tid til at finde et nyt job? Mens ferie-blues automatisk vil gå i sig selv efter et stykke tid, gør manglende arbejdsglæde ikke.

Vil du høre mere om PeopleTools’ Profilværktøjer?

Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed i gang