Skrevet af:Poul

Dato: 23. januar, 2019

Der findes mange forestillinger og stereotyper om både introverte og ekstroverte. For en introvert person er jo genert, menneskesky og ligefrem socialt handicappet, ikke? Disse labels er blot nogle af de misforståelser, som introverte ofte hører.

 

Hvad betyder introvert?

Definitionen af ”introvert” stammer fra Carl Jung og beskriver en indstilling til omverdenen. Introverte er mennesker, som henter energi fra den indre verden af forestillinger, følelser og indtryk. Modsat ekstroverte har introverte behov for enetid til at genoplade deres batterier og oplever således at få energi af at være alene eller sammen med de nærmeste.

Forskere har sidenhen dokumenteret, at introversion og ekstroversion er fysiologisk målbart og bl.a. afhænger af hjernens reaktion på dopamin. Det betyder samtidig, at man ikke kan ændre om man er introvert eller ekstrovert.

Introvert-faktoren selvfølgelig spiller en rolle i forhold til, om vi oplever personen, vi møder, som f.eks. åben, umiddelbar og imødekommende eller tilbageholdende, afventende og reserveret. Men introvert-faktoren kan ikke tage æren for det hele. For også andre faktorer kan være med til at forstærke det introverte træk – og dermed også misforståelserne om de introverte.

Her finder du 10 misforståelser, som mange introverte sikkert har mødt.

 

10 misforståelser introverte møder

1) Introverte er generte

Introverte forveksles ofte med at være generte, reserverede eller ligefrem sky. Hvor generthed handler om at være utilpas i sociale situationer og frygte social misbilligelse eller ydmygelse, handler introversion derimod om, hvordan man reagerer på stimuli. Det betyder, at introverte har de sociale færdigheder til at interagere med andre og i store grupper, men de foretrækker at være alene eller sammen med de nærmeste. For det er her, deres ”batterier genoplades”.

Introverte stiller sig, modsat generte personer, gerne op foran et publikum og taler om en opgave eller projekt, de brænder for. Introverte ønsker som udgangspunkt ikke at være midtpunkt for noget, der omhandler dem som person. Hvis det derimod er noget, de brænder for, finder værdifuldt eller er til gavn for en større sag, stiller de sig ofte gerne i rampelyset.

Ofte er introverte utrolig dygtige talere og foredragsholder, fordi deres tanker er organiserede, præcise og ordene nøje udvalgt. Når en introvert taler om et emne, han/hun er passioneret omkring, vil dette ofte være meget tydeligt i leveringen. Derfor er det, der driver introverte ind i spotlyset ofte forskelligt fra det, der driver ekstroverte.

 

2) Introverte er socialt udfordrede

Sociale kompetencer er en færdighed, mens det at være social er et behov! Hvor en ekstrovert typisk får energi af at være sammen med mange mennesker, vil det for den introverte være drænende. Introverte er ikke asociale, men de foretrækker en-til-en samtaler frem for store grupper. Derfor kan den introverte virke mere stille og langt hurtigere have behov for at trække sig. Derfor skal man ikke gå ud fra, at ekstroverte personer fungerer bedre i sociale sammenhænge, end de introverte gør.

Så selvom introverte generelt har brug for og nyder ”ensomheden” mere end deres ekstroverte modstykker, er forestillingen om at introverte er asociale og ikke ønsker andres selskab falsk. De nyder bare social interaktion på en anden måde end ekstroverte.

Introverte er altså ikke asociale eller socialt udfordrede – de er blot sociale på en anden måde end ekstroverte. De er sociale, når der er et formål. For ekstroverte derimod er dét at være social et formål i sig selv.

 

3) Introverte er uinteresserede

Hvis en introvert sidder til et møde med et blankt udtryk, armene over kors og ikke ser ud til at lytte, betyder det ikke, at de er ligeglade, uinteresserede eller fraværende. Der foregår højst sandsynligt en masse aktivitet i hovederne på dem, hvor tanker og observationer analyseres, bearbejdes og kobles. For en introvert vil typisk overveje og gennemtænke sine refleksioner, før der kommunikeres.

Nogle introverte undgår øjenkontakt og kigger væk fra personen, der taler. Dette kan skyldes, at den introverte koncentrerer sig om det, der bliver fortalt, og ikke ønsker at blive distraheret. Manglende øjenkontakt er derfor ikke et tegn på, at den introverte ikke er interesseret – nærmere det modsatte.

 

4) Introverte er negative og dovne

introvert tænke taleI vores samfund bliver tavshed ofte fortolket negativt. Hvis der ikke straks jubles, når det nye projekt eller forretningsidé præsenteres, kan den introverte medarbejder hurtigt blive stemplet som doven, negativ eller pessimist.

Modsat mange ekstroverte, der reagerer hurtigt og affektivt, opbygger en introvert person sin mening om noget over tid. For hvor en ekstrovert typisk taler for at tænke, vil en introvert tænke for at tale. De bruger tid på at tænke og bearbejde information, før disse udtrykkes. Dét, der af nogle ekstroverte kan tolkes som negativitet eller dovenskab, kan imidlertid være udtryk for behov for eftertanke samt det, at introverte personer har brug for plads og tid til at behandle deres tanker og indtryk.

 

5) Introverte bliver lettere stressede og deprimerede

Fordi introverte faktisk kan lide at være alene, bliver de sommetider sat i bås som værende mere depressive, stressede eller negative. Denne misforståelse er til en vis grad rigtig. For forskning har vist, at der er en tendens til, at de, der scorer højt på ekstroversion, er mere lykkelige, mindre stressede og har lavere risiko for at få en række angstlidelser samt depression.

Men selvom der måske er noget om denne misforståelse, er dét at være introvert absolut ikke lig med at være depressiv eller stresset – det handler som sagt om, hvor og hvordan man får energi. Hvis en introvert medarbejder eksempelvis sidder bag en lukket dør eller trækker sig fra det åbne kontorlandskab, er det ikke nødvendigvis lig med eller tegn på stress. Det kan være tegn på, at medarbejderen forsøger at koncentrere sig. Fordi introverte får mest energi og fordyber sig bedst alene, kan et støjfyldt miljø være drænende og forstyrrende. En lukket dør kan altså betyde, at personen har brug for ro.

Samtidig har vi alle forskellige måder at udtrykke vores glæde og begejstring på. Hvor en ekstrovert person måske griner og pjatter, vil en introvert person vise sin glæde på en anden måde. Glæde er for introverte ofte forbundet med harmoni, nydelse og lykke. Led derfor ikke efter ekstroverte udtryk for introvert glæde.

 

6) Introverte er mere hårdhudede

Sammenligner man med en ekstrovert person, vil en introvert fremstå mere tilbageholdende og afdæmpet. Ekstroverte personer kan fejlagtigt tro, at introverte ikke lader sig let begejstre og bedre kan kontrollere og holde deres følelser i check –  og derfor opfattes som hårdhudede. Men faktisk viser studier, at introverte er mere følsomme over for angreb og konflikter end ekstroverte. Det hænger selvfølgelig også sammen med andre træk af personligheden, nemlig hvor følsom personen er.

 

7) Det er let at genkende en introvert

boardroom

Det er til en vis grad muligt, da de fysiologiske forskelle mellem ekstrovertes og introvertes hjerner faktisk manifesterer sig i fysiske adfærdstendenser og -præferencer. Dog skal man først og fremmest vide, hvad man skal kigge efter og være dygtig til at spotte de små nuancer og forskelle. Selvfølgelig findes der de mere ”ekstreme” tilfælde, men eller vil det med det blotte øje nok ikke være muligt at se på en person, om denne er introvert eller ekstrovert.

På grund af samfundets tilbøjelighed til at foretrække de ekstroverte personlighedstræk og det længe har været idealet at være social, udadvendt og snakkende, har mange introverte vænnet sig til at agere ekstrovert i sociale situationer og muligvis være mere snakkende og selskabelig, end de føler sig indvendigt. F.eks. kan mange introverte sagtens tage til fest, snakke med folk og samtidig nyde det. Forskellen er, at den introverte højst sandsynligt vil se frem til at forlade festen igen, komme hjem og “genoplade batterierne” foran tv’et, med en bog eller noget tredje.

 

8) Introverte egner sig ikke som ledere

Når vi tænker på ledere, er det ofte en højlydt og social person; en ekstrovert. Men i strid med den populære opfattelse nyder og excellerer mange introverte i roller, der involverer lederskab af andre, tale offentligt og være i spotlyset.

Derudover har forskning vist, at introverte i visse sammenhænge er bedre ledere end ekstroverte, fordi medarbejderne får lov til at drible på deres ideer, tager velovervejede og gennemtænkte beslutninger og er i højere grad åbne for andres input og implementerer disse.

 

9) Introverte fungerer ikke i teams

teamworkDet er ikke en misforståelse, at mange introverte fortrækker at arbejde alene eller selvstændigt. Her oplever mange, at de kan være mest kreative, fordybe sig og koncentrere sig bedst. Men dette er ikke nødvendigvis lig med, at de ikke er velfungerende i teams eller ved gruppearbejde.

Dét, at de er opmærksomme lyttere, gode til at fordybe sig og lader alle få deres mening bragt på banen, gør, at de supplerer ekstroverte godt i et samarbejde.

 

10) Introverte er ikke festlige

”Hvorfor vil du aldrig med i byen?” og ”Lad nu være med at stå der og surmule”. Sådanne spørgsmål har mange introverte sikkert mødt. Men ligesom introversion ikke er lig med at være genert eller socialt udfordret, er det heller ikke lig med, at man ikke er festlig.

Introverte kan sagtens være festlige og være dem, der danser på bordene – når de er i et selskab, de føler sig trygge og blandt mennesker, de kender godt. Introverte har også et behov for at være selskabelige og underholdende – men på en anden måde eller i en anden kontekst end deres ekstroverte modsætninger.Kilder

  • Saunderson, Roy (2017). “Why Introverts Also Make Great Leaders.” Training, 62-63.
  • Eve-Cahoon, Heidi (2003). “Understanding the Introvert Preference.” Journal of Nursing Education, vol. 42, no. 5, 191-193.
  • Smith, Bernadette (2017). “Helping Introverts to Break Through.” Canadian HR Reporter, vol. 30, no. 2, 14.
  • Farrell, Maggie (2017). “Leadership Reflections: Extrovert and Introvert Leaders.” Journal of Library Administration, vol. 57, no. 4, 2017, 436-443.
  • Owens, Donna (2013). “Quiet Time.” HRMagazine, vol. 58, no. 12, 26-27.
  • Cain, Susan. Ro. Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden. Oversat af Eva Hage, don max, 2013.
  • Kahnweiler, Jennifer B. Når introverte og ekstroverte skaber resultater sammen. Det geniale ved modsætninger. Oversat af Annette Rosenberg, Dansk Psykologisk Forlag, 2016.
  • Elaine N. Aron et al. ”Adult Shyness: The Interaction of Temperamental Sensitivity and an Adverse Childhood Environment.” Personality and Social Psychology Bulletin, vol. 31, 2005, 181-197.
  • Laney, Marti Olsen. Fordelen ved at være indadvendt. Oversat af Otto Sigvaldi, Borgens Forlag, 2004.

Vil du høre mere om PeopleTools’ Profilværktøjer?

Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed i gang