Vi kender det alle. Måske fra andre, måske fra os selv.

Personen, der er stoppet med at forsøge, fordi de tror, de aldrig bliver forfremmet. Medarbejderen, der ikke længere lægger en indsats i det gode samarbejde, fordi ”det alligevel ikke nytter noget”. Lederen, der accepterer dårlig adfærd, fordi de tænker, at ”de alligevel aldrig ændrer sig”. Den arbejdsløse, der mister modet i et system, der føles modarbejdende. Den opsøgende sælger, der efter mange afslag har givet op på forhånd. Personen, der banker på kopimaskinen, trækker på skuldrene og går igen.

Alle disse eksempler dækker over personer, der i psykologiske termer udviser forskellige grader af indlært hjælpeløshed. Indlært hjælpeløshed er den specifikke læringsproces, hvor et individ lærer, at det ikke kan kontrollere en ubehagelig eller pinefuld situation. Dette medfører, at individet i senere ubehagelige situationer undlader at gøre forsøg på at afhjælpe situationen (hvorved personen ikke har mulighed for at erfare, hvis der faktisk er en vej ud af situationen).

Indlært hjælpeløshed er naturligvis pinefuldt for individet, ligesom man ved, at det hæmmer produktivitet, kreativitet, vedholdenhed, jobtilfredshed, motivation og commitment på arbejdspladsen. Det er en tilstand af stagnation, som i høj grad hænger sammen med manglende følelse af kontrol over de begivenheder, man går gennem.[vc_column width=”1/2″]

Eksperimentet

Hvordan blev man engang opmærksom på dette? Lad os gå tilbage til midten af 1960’erne, hvor historien starter med et eksperiment, der ved et tilfælde viste, at forsøgshunde udvikler indlært hjælpeløshed, når de gentagne gange udsættes for smerte, som de ikke har kontrol over.

Eksperimenter var designet af de to forskningsassistenter Martin Seligman og Bruce Overmeier til at undersøge angst hos hunde. Dette på tiden ganske typiske eksperimenter gik ud på at undersøge, om dyr kunne lære en bestemt adfærd for at undgå angstfremkaldende stimuli, som man udsatte dem for. Eksperimentet forløb ved, at en hund blev sat i en aflang kasse med en skillevæg i midten. Den ene halvdel af kassen var malet hvid, og den anden sort. Når hunden blev sat i det hvide rum, blev der udløst stød i dens poter gennem gulvet, hvilket oftest bevirkede, at hunden hurtigt lærte at springe over skillevæggen i sikkerhed. Når hunden havde prøvet det nogle gange, ville den typisk også springe over i den sorte halvdel, før stødene overhovedet blev udløst.

På grund af mangel på hunde af den ønskede race til eksperimentet lånte de to forskningsassistenter hunde, der allerede havde deltaget i et lignede forsøg med en anden forsker. I dette lignende forsøg havde hundene modtaget adskillige elektriske stød, mens de var fastspændt i seletøj. Dette for at undersøge, om hundene kunne indlære en angstreaktion blot ved lyden at en klokke der ringer, hvis hundene tidligere havde hørt klokken ringe, samtidig med at de fik stød (og dermed lærte at forbinde klokkelyden med smerte).[vc_column width=”1/2″][vc_single_image image=”3915″ img_size=”full” alignment=”center”]

Resultatet

Den første af disse nye hunde lærte dog ikke hurtigt at springe over på den anden side af skillevæggen for at undgå stødene, ligesom forskningsassistenterne var vant til. I stedet for at søge væk fra de smertefulde stød, krøb den hen i hjørnet af det hvide rum, lagde sig ned og peb hjælpeløst, hver gang den fik stød. ”Den hund må da være syg”, var deres første tanke. Men det samme skete med næste hund og derefter også den 3. og 4. hund. Nu måtte forskningsassistenterne i tænkeboksen. Hvad foregik der pludselig her? De bemærkede, at hundene virkede ”deprimerede” og begyndte at undre sig over, hvad årsagen var. De nåede frem til, at hundene i deres tidligere forsøg havde lært, at de ikke kunne gøre noget for at undslippe e elektriske stød. Denne oplevelse af manglende kontrol kunne være en væsentlig årsag til, at de ikke forsøgte at finde en måde at undgå de pinefulde stød – selvom der nu i høj grad faktisk var en vej til sikkerhed!

Senere forskning har fundet, at der er forskel på i hvilken grad vi bliver hjælpeløse, når vi udsættes for ukontrollerbare begivenheder. Forskellige fortolkninger af samme oplevede hjælpeløshed kan føre til forskellige grader af hjælpeløshed i nye situationer. Forventningen om at være hjælpeløs i fremtidige situationer efter et oplevet nederlag afhænger dermed ikke blot af tidligere erfaringer, men også af hvordan man overfor sig selv forklarer årsagen til hjælpeløsheden, og hvor man placerer skylden.[vc_column width=”1/2″]

Attribueringsstil og koblingen til velvære

Attributionsbegrebet bruges i psykologien som betegnelse for de årsagsforklaringer på vigtige begivenheder, en person giver sig selv. Lad os gennemgå nogle eksempler.

Er du typen, der efter at have modtaget et afslag ved en jobsøgning tænker, at det må skyldes, at personalechefen havde en dårlig dag, eller bliver du slået helt ud og får tanken, at du også er dårlig til alting?

Der er stor forskel på de to måder at tænke på. Hvis du er typen, der mener, at chefen måtte have haft en dårlig dag, begrunder du nederlaget med ydre forhold uden for dig selv – du fortolker situationen via en ydre attribuering, som det kaldes. Er du derimod typen, der mener, at du selv er skyld i det på grund af manglende personlige egenskaber, beskylder du dig selv for nederlaget – og fortolker herved situationen via en indre attribuering.

Forskning viser, at den sundeste måde at fortolke nederlag på er ved at ”skyde skylden” på ydre, hændelser, som også er specifikke og ustabile (såsom at personalechefen må have haft en dårlig dag), mens det er mere usundt at bebrejde sig selv gennem indre, generelle og stabile faktorer (såsom at man er uegnet til alting). Sidstnævnte ses ofte ved deprimerede personer. Modellen afbilleder de forskellige måder at fortolke negative hændelser, opdelt efter hvorvidt årsagen fortolkes som indre eller ydre, stabil eller ustabil samt specifik eller generel.[vc_column width=”1/2″][vc_single_image image=”3919″ img_size=”full”]Ligeledes er der en sammenhæng mellem vores fortolkning af succesfulde begivenheder og vores velvære. Her viser forskningen, at personer der lider af depression oftere forklarer deres succeser med ydre, specifikke og ustabile årsager (såsom at det var helt ufortjent at få stillingen, og at det blot skyldtes venlighed hos ansætteren). Modsat har man fundet, at det er sundest at forklare succeser med en indre, global og stabil attribuering (såsom ”jeg fik jobbet, fordi jeg er god til alt, jeg kaster mig ud i).

Denne viden giver os mulighed for at handle og forsøge at undgå tilstande af indlært hjælpeløshed hos os selv og andre. De nævnte forsøg (samt en lang række andre) har lært os vigtigheden af at have en følelse af kontrol hos os selv og understøtte den hos andre, at rose os selv for de gode ting, vi opnår og ikke automatisk placere al skylden for de negative udfald hos os selv. At bevare optimismen og troen på, at vi med vores bevidste valg kan påvirke et givet udfald – også selvom det umiddelbart kan føles umuligt.

Hvis du vil læse mere om, hvordan egne og andres forventninger til dig kan påvirke din præstation, så læs sidste måneds artikel om hvordan forventninger skaber virkelighed.

Skrevet af Elisabeth Thordal, konsulent og cand.psych

[vc_column width=”1/2″]Kilder:

Bjerg, J., & Agervold, M. (2010). Gads psykologileksikon (3. udgave ed.). Kbh.: Gad.

Furnham, A. (2009). Locus of Control and Attributional style. I Leary, M. R., & Hoyle, R. H. (Eds.). Handbook of individual differences in social behavior (s. 274-287). New York: Guilford Press.

Høgh-Olesen, H., Dalsgaard, T., & Agervold, M. (Eds.). (2011). 20 psykologiske eksperimenter – der ændrede vores syn på mennesket (1. udgave ed.). Risskov: Plurafutura Publishing.

Nielsen, T., f.1942. (1997). Depression: Psykologisk forståelse og behandling (2. udgave ed.). Kbh.: Dansk psykologisk Forlag.

Overmeier, J. B., & Seligman, M. E. (1967). Effects of inescapable shock upon subsequent escape and avoidance responding. Journal of Comparative and Physiological Psychology, 63(1), 28-33.[vc_column width=”1/2″]Relaterede sider:

Psykologiske eksperimenter del 1: Hvad har psykologiske eksperimenter lært os om menneskets adfærd?

Psykologiske eksperimenter del 2: Lydighed og menneskets parathed til at skade uskyldige

Psykologiske eksperimenter del 3: Derfor kategoriserer vi i “os” vs “dem”

Psykologiske eksperimenter del 4: Når forventninger skaber virkelighed