I denne artikel går vi sammen ind i de mørkeste sider af trækkene i den mørke triade, hvor adfærden er endnu mere afvigende, aggressiv og voldelig. Vi skal se nærmere på, hvordan man gennem tiden inden for kriminologien har brugt adfærd og gerningssteder til at lave konklusioner omkring seriemorderes profiler.

Vi gør opmærksom på, at indholdet kan være voldsomt.

Personlighed og de mørkeste træk

Der er stærkt forskningsmæssigt belæg for, at mange psykologiske faktorer på individniveau, f.eks. personlighed, påvirker kriminalitet. Impulsivitet ser ud til at være den vigtigste personlighedsdimension, der kan forudsige antisocial adfærd. Impulsiviteten kan medføre rastløshed, dårlige planlægningsevner, lav selvkontrol, sensationssøgning og stor risikovillighed. Blandt trækkene i den mørke triade er psykopati og narcissisme forbundet med stor impulsivitet, hvorimod machiavellianisme ikke er. Machiavellianistens handlinger er i stedet præget af langsigtet planlægning, kontrol og opbygning af alliancer, hvorfor de også oftere begår økonomisk kriminalitet, der ikke indebærer voldelige aggressioner.

Et studie udført af Caspi og kolleger (1994) fandt, at personligheder karakteriseret af høj negativ emotionalitet (tendensen til at opleve negative affektive tilstande) og lav grad af impulskontrol var associeret med øget medvirken i kriminelle handlinger på tværs af alder, køn og race. Når negativ emotionalitet følges af lav grad af impulskontrol, bliver de negative følelser muligvis nemmere oversat til antisociale handlinger. Personlighedstrækkene skal formentlig ses som prædispositioner, der interagerer med kontekstuelle og sociale faktorer. Det er væsentligt at nævne, at der selvfølgelig ikke kun er personlighedstræk på spil. Der er også en række vigtige sociale faktorer, fri vilje, valg og ansvar, der alle spiller ind i udførelsen af en forbrydelse.

Det har længe været ønsket at kunne lave konklusioner omkring mennesker ud fra deres handlinger. Igennem historien ses der forskellige (mere eller mindre vellykkede) forsøg på dette, men et af fællestrækkene er, at det endnu ikke er lykkes fuldt at rumme den fulde og ofte komplekse sammenhæng mellem personlige karakteristika og adfærd, der ligger bag uønsket, kriminel adfærd. Lad os ser nærmere på nogle nedslag i historien.[bsf-info-box icon=”Defaults-exclamation” icon_size=”32″ pos=”square_box” box_border_style=”solid” box_border_width=”2″ box_border_color=”#5b5b5b”]

Profilen på en heks:

• Ældre kvinde
• Fattig
• Bor i udkanten af byen
• Udviser viden om urtemedicin
• “Djævlens mærke” (f.eks. modermærke eller vorte)
• Stjæler mænds potens og skaber impotens i hele det omkringliggende område

(Cyriax & Cyriax, 1993)

[/bsf-info-box][vc_column width=”2/3″]

Historien bag profilering

De tidligste optegnelser over forsøg på at profilere mennesker ud fra deres handlinger er muligvis den store heksejagt, der fandt sted fra ca. 1450—1750. Det estimeres, at op mod 9 millioner kvinder blev dræbt, fordi de blev identificeret som hekse. De såkaldte ”heksefindere” udviklede en ”profil”, der kunne hjælpe med at identificere hekse (se tekstboks).

Senere blev metoden en smule mere avanceret med eksempelvis psykiateren Walter Langers udformning af en psykodynamisk profil over Hitler i 1940’erne. I 1957 samarbejdede psykiater James Brussels med NYPD (New York Police Department) om at udforme en profil over the Mad Bomber, og i 1970’erne til 80’erne blev FBI involveret i psykologisk profilering og gjorde teknikken mere populær. Fra 1990’erne og til den dag i dag, ses der flere forsøg på at videnskabeliggøre profilering via statistiske metoder og bevæge sig væk fra FBI’s metode.

[vc_column width=”1/2″]

FBI’s profileringsmetode

FBI-metoden blev udviklet af BSU (FBI Behavioural Sciences Unit) i 1970’erne. BSU samlede data på seriekriminelle og gennemførte interviews med 36 seriemordere, som Netflix-serien Mindhunter så glimrende portrætterer.

Tre nøglespørgsmål blev særligt vigtige: 1. Hvad er de vigtigste adfærdsmæssige træk ved forbrydelsen, der kan hjælpe til at identificere forbryderen? 2. Hvilke konklusioner omkring forbryderens karakteristika kan der dannes på baggrund af disse typer adfærd? 3. Er der andre forbrydelser, som muligvis kan være begået af den samme person? På baggrund af deres analyser blev deres arbejde mest kendt for distinktionen mellem organiserede og uorganiserede forbrydere samt modus operandi (M.O.) vs. signatur.

Den organiserede forbryder udfører en velplanlagt og kontrolleret forbrydelse. Han bruger muligvis sine svagheder til at vinde kontrol over ofrene. Våben og andre redskaber medbringes til gerningsstedet. Forbryderen tager sine forholdsregler for at undgå at blive opdaget. Forbryderen er ofte intelligent, har gode sociale færdigheder og er seksuelt kompetent. Han fører sandsynligvis et ”normalt” liv med en partner.

Den uorganiserede forbryder udfører spontane og kaotiske forbrydelser, der ikke er planlagte. Han angriber pludseligt og overvældende (eng: blitz style of attack). Han bruger redskaber, der er tilgængelige på gerningsstedet og vil sandsynligvis efterlade retsmedicinsk bevismateriale. Forbryderen lever sandsynlighed alene, er ensom og fungerer dårligt socialt og seksuelt. Han har sandsynligvis problemer med selvværdet og er muligvis psykisk syg.

En M.O. er tillært og dynamisk adfærd og handler om, hvad personen gør for at begå forbrydelsen – altså hvilken metode forbryderen bruger. Metoden består af forbryderens valg, procedurer og teknikker for at lykkes med forbrydelsen, og disse kan give en indikation på, om forbryderen har nogle særlige evner eller viden om eks. ofret eller gerningsstedet. Det betyder også, at man ikke kan sammenkoble sager på baggrund af en persons M.O., da disse karakteristika også kan passe på andre personer, der intet har med sagen at gøre.

En signatur er derimod mere statisk og udtrykker forbryderens personlighed. Signaturen er et slags ritual, der er unikt for forbryderen og som udføres, selvom det ikke er nødvendigt for at begå forbrydelsen. Det kan sammenlignes med en 100 meter-løber, der inden startskuddet udfører ritualer som at røre sin venstre sko, sætte sig og strække benene ud i en særlig vinkel eller andet. Det er ikke nødvendigt for at løbe, men løberen føler, det er nødvendigt at gøre det lige præcis på denne måde. Signaturen afspejler, hvad forbryderen gør for at tilfredsstille sine egne emotionelle og psykologiske behov, og dette kan bruges til at koble sager sammen. Men mens alle forbrydelser har en M.O., har de ikke alle en signatur, og det har vist sig vanskeligt at skelne mellem M.O. og signatur.

Et eksempel på brugen af profilering er den profil, der blev lavet på seriemorderen David Carpenter, også kaldet ”Vejsidemorderen”. Denne profilering blev udført af John Douglas, specialagent og enhedschef i FBI og en af de første til at benytte profilering af kriminelle. Carpenter begik mindst 9 mord på mennesker, der hikede i statslige parker nær San Fransisco i perioden 1979-1981. Se forløbet og profileringen i tekstboksen.[vc_column width=”1/2″][bsf-info-box icon=”Defaults-exclamation” icon_size=”32″ pos=”square_box” box_min_height=”-2″ box_border_style=”solid” box_border_width=”2″ box_border_color=”#515151″]

Case: Vejsidemorderen

August 1979: Edda Kane (44 år) blev fundet død med hovedet nedad og knælende. Et enkelt skudsår i baghovedet. Ingen tegn på seksuelt overgreb. Intet røveri.

Marts 1980: Barbara Schwartz (23 år) blev fundet død nøgen i knælende position, dolket i brystet.

Oktober 1980: Anne Alderson (26 år) blev fundet død efter skud i hovedet, men blev ikke fundet nøgen eller i knælende position.

November 1980: Shauna May (25 år) blev fundet død ved siden af Diana O’Connell (22 år), som havde været meldt savnet i en måned. Begge var blevet skudt i hovedet.

Samme dag blev der fundet to yderligere kroppe: Richard Stowers (19 år) og hans forlovede Cynthia Moreland (18 år). Fastslået til at være blevet myrdet den samme weekend, som Anne Alderson i midt oktober.

Marts 1981: Ellen Marie Hansen (20 år) og Steven Haertle. Morderen truede med at voldtage Ellen og skød og dræbte hende, da hun protesterede. Steven blev skudt, men overlevede. Han var efterfølgende i stand til at give en beskrivelse af morderen.

Ud fra gerningsscenerne blev der udformet følgende profil:

• Gerningssteder i afsides områder, der kun er tilgængelige til fods: Morderen er kendt i området, en lokal.
• Ofrene blev angrebet bagfra, pludselig og overvældende (blitz-style attack): Morderen er asocial og ikke i stand til at charmere ofrene med samtale. Blitz-style attack er den eneste måde, han kan kontrollere ofrene.
• Ofrene varierede i alder og udseende: Morderen kendte ikke ofrene på forhånd. Han handlede ud fra en fantasi.
• Ofrene var hvide: Morderen er hvid.
• Morderen er i stand til at unddrage politiet: Alder i starten eller midten af 30’erne.
• Har sandsynligvis tilbragt tid i fængsel, muligvis forsøg på voldtægt.
• Fra arbejderklassen.
• Meget intelligent.
• Ikke tilfældige handlinger
• Har som barn tisset i sengen, påsat brande og/eller været ond ved dyr (denne type adfærd ses ofte i sadistiske psykopaters barndom).
• Talefejl
  • Afsondrede områder: Ønskede ikke at blive set
  • Tyede til at overmande ofrene
  • Indikerer et handicap, men formentlig ikke fysisk, da han var i stand til at kontrollere ofrene.

Da vejsidemorderen blev fanget, fandt man følgende karakteristika:

• Hvid mand på 50 år (profileringsalderen var ikke korrekt)
• Underviser i tekniske fag
• Har tidligere angrebet kvinder og tilbragt tid i fængsel
• Dominerende og voldelig mor
• Har som barn tisset i sengen og været ond mod dyr
• Voldsom stammen

[/bsf-info-box]

Er metoden en myte?

Vi ved fra undersøgelser, at metoden særligt har haft succes på grund af dens evne til at kickstarte nye tanker. De nye tanker opstår gennem introduktionen af en intelligent second opinion og gennem processen og dialogen med en professionel profiludøver. I case-eksemplet i tekstboksen ser vi, at man via profilering bl.a. har kunnet forudse, at morderen har en talefejl på baggrund af hans valg af gerningssteder og angrebsstil – imponerende, ikke?

Er du som læser overbevist af metoden? Metoden har modtaget kritik for at være for anekdotisk og mere en kunstart end en videnskab. Metoden er baseret på et lille udsnit af amerikanske forbrydere og dikotomien mellem organiserede vs. uorganiserede forbrydere er blevet kritiseret for at være en voldsom oversimplificering. Yderligere har FBI nægtet at udføre en systematisk evaluering af metoden, hvorfor der ikke forelægger videnskabelige studier af den.

Men hvorfor tror vi så på, at det virker? Snook og kolleger (2008) foreslår en række mulige årsager til, at metoden er så intuitivt tiltalende. En af dem er selve beskeden i sig selv – individuelle case-studier er ofte stærke anekdoter, som kan være overbevisende i sig selv. Gennem disse anekdoter gentages budskabet desuden igen og igen, og det er naturligt, at man kan komme til at lægge for meget vægt på de korrekte forudsigelser. Yderligere bliver budskabet leveret af en ekspert, og det kan lægge en dæmper på selvstændig kritisk tænkning. En anden årsag kan findes i vores socialkognitive processering af beskeden – det er velkendt, at mennesket lider under kognitive bias og fejl i vores opfattelser. Mennesket har f.eks. en tendens til at lede efter mening og mønstre, hvilket kan betyde, at vi laver koblinger og entydige konklusioner på baggrund af tvetydigt materiale. Mennesket er ligeledes tilbøjeligt til at imitere andres gode ideer og til at udlede fakta fra fiktion.

Hvordan står det så til i dag?

Siden 1990’erne er der blevet udviklet andre metoder til profilering under et forsøg på at videnskabeliggøre metoden mere og flytte praksissen videre fra den, vi kender fra FBI. Den engelske psykolog David Canter er en af de førende personer indenfor den nyere, mere statistiske og hypotesedrevne tilgang. Denne metode lægger vægt på, at den måde en forbryder handler på, når vedkommende begår en forbrydelse, vil afspejle den måde, personen handler på i sin hverdag. Og denne metode bruges i dag til at undersøge bl.a. mord, voldtægter og brandstiftelser.

Hvor bevæger kriminalprofilering sig hen i fremtiden?

Profilering af kriminelle ses i store kredse den dag i dag som stærkt kontroversiel. Ligesom personlighedspsykologien har bevæget sig væk fra en forståelse af træk som entydigt stabile til en forståelse af træk som mere dynamiske i kontekst, ligger fremtiden for psykologisk profilering formentlig i at identificere de betingede sandsynligheder for, at en særlig adfærd sker under særlige betingelser (fremfor at stole strengt på teorier om fuldt stabile træk).[vc_empty_space height=”50px”][vc_cta h2=”Vil du høre mere om PeopleTools’ Profilværktøjer?” h4=”Lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed i gang” style=”custom” add_button=”right” btn_title=”Kontakt os i dag” btn_style=”outline-custom” btn_outline_custom_color=”#10395d” btn_outline_custom_hover_background=”#10395d” btn_outline_custom_hover_text=”#ffffff” btn_size=”lg” btn_align=”right” btn_link=”url:https%3A%2F%2Fpeopletools.dk%2Fkontakt%2F%3Futm_source%3Dkontakt%26utm_medium%3Dlink%26utm_campaign%3Dkontakt%2520fra%2520blog|title:Kontakt||” custom_background=”#e2e2e2″ custom_text=”#000000″][/vc_cta]

Referencer

• Ainsworth, P.B. (2001). Offender profiling and crime analysis. Portland: Willan. Publishing.
• Alison, L. J., & Rainbow, L. (2011). Professionalizing offender profiling: Forensic and investigative psychology in practice. Abingdon, Oxon: Routledge.
• Bartol, C. R. & Bartol, A. M. (2009). Juvenile Delinquency and Antisocial Behavior: A Developmental Perspective, 3rd Edition.
• Bonn, C. & Diamond, D. (2014). Why We Love Serial Killers: The Curious Appeal of the World’s Most Savage Muderers. Skyhorse.
• Canter, D. (2000). Offender profiling and criminal differentiation. doi:10.1348/135532500167958
• Canter, D.,1944-, & Alison, L. (1999). Profiling in policy and practice. Aldershot: Ashgate.
• Caspi, A., Krueger, R. F., Schmutte, P. S., Moffitt, T. E., Campbell, K., & Silva, P. A. (1994). Personality traits are linked to crime among men and women: Evidence from a birth cohort. Journal of Abnormal Psychology, 103(2), 328-338.
• Cyriax, J. H. & Cyriax, P. J. 1993. Cyriax’s illustrated manual of orthopaedic medicine, 2nd. Edn. Butterworth-Heinemann, Oxford.
• Douglas, J. E. & Olshaker, M. 1997. Jouney into Darkness. New York: Scribner.
• Gudjonsson, G. H., & Copson, G. (1997). The role of the expert in criminal investigation. In J. L. Jackson & D. A. Bekerian (Eds.), Wiley series in the psychology of crime, policing and law. Offender profiling: Theory, research and practice(pp. 61-76). Hoboken, NJ, US: John Wiley & Sons Inc.
• Hirschi, T., & Gottfredson, M. (1990). Substantive positivism and the idea of crime.SAGE Publications. doi:10.1177/1043463190002004002
• Jones, D. N., & Paulhus, D. L. (2011). The role of impulsivity in the dark triad of personalityElsevier LtdElsevier B.V. doi:10.1016/j.paid.2011.04.011
• Jones, D. N., Mathieu, C., Neumann, C., Babiak, P., & Hare, R. (2012). The Corporate Dark Triad. Presented at the meeting of the International Association of Management and Business, San Antonio, TX.
• Snook, B., Cullen, R. M., Bennell, C., Taylor, P. J., & Gendreau, P. (2008). The criminal profiling illusion : What’s behind the smoke and mirrors?SAGE PublicationsSage Publications, Inc. doi:10.1177/0093854808321528
• Turvey, B. E. (2008). Criminal profiling: An introduction to behavioral evidence analysis(3. ed. ed.). Burlington, MA: Academic Press.