Er du også fascineret af horror?

Vi strømmer til biografen for at se gyserfilm, venter i spænding på den nye Stephen King roman, fordyber os i computerspil og besøger ”haunted houses” for at blive skræmt fra vid og sans.

Horror-genren findes på tværs af medier, og du kan nok hurtigt selv komme i tanke om et par eksempler på film, litteratur, computerspil eller ”oplevelser”, hvis eneste hensigt er at skabe frygt og angst i os.

Det besynderlige er, at vi selv opsøger det – og glædeligt endda.

Selv hvis vi må sidde med hænderne for øjnene halvdelen af filmen, sove med lyset tændt eller være bange for at bade i havet flere år efter.

Men hvad er det, der får folk til at opsøge ting, der skræmmer dem og ligefrem skaber frygt i dem? Hvorfor er vi egentlig så optaget af horror-kulturen og det, der skræmmer os?

Lad os dykke ned i det mørke univers og undersøge det nærmere.

Horror set fra et evolutionspsykologisk perspektiv

Horrorgenren er konstrueret til at have en bestemt følelsesmæssig og kognitiv virkning på sit publikum:at fremkalde frygt, angst, forfærdelse, væmmelse, rædsel, osv.

Der findes forskellige teorier på, hvorfor vi drages af det, der skræmmer os. Som en distraktion fra hverdagen. Et ønske om at imødekomme sociale normer. Et forsøg på at få et adrenalinkick. Et ønske om at opleve frygt på afstand i et sikkert miljø.

Men ifølge Mathias Clasen, horror-ekspert og forsker fra Aarhus Universitet, skal vi betragte horror fra et evolutionspsykologisk perspektiv.

Horror-genren virker ifølge Clasen ved at ”udnytte det biologisk baserede frygtsystem, som alle normaludviklede mennesker er udrustet med. For at forstå horrorgenren må vi altså forstå vores frygtsystem, og for at forstå frygtsystemet må vi forstå den evolutionære proces, som har formet systemet” (Frygt for sjov, 174)

Frygt er en del af vores DNA

Vores forhold til monstre og skræmmende ting hænger altså nøje sammen med vores evolutionære historie.

Ifølge evolutionspsykologer er adfærden hos nutidens mennesker et resultat af den adfærd, der gav vores forfædre succes med overlevelse og reproduktion.

Betragter vi frygt fra et evolutionspsykologisk perspektiv, vil et individ, der ”bliver født med egenskaber, der forbedrer evnen til at håndtere trusler – fx virkelige monstre som rovdyr og giftigt kryb – være bedre tilpasset til de farlige omgivelser end sine artsfæller” (Clasen, Frygt for sjov 175). Altså overleve og føre sine gener videre.

Frygt spiller derfor en væsentlig rolle i vores liv. Uden frygt og frygtsystemet ville vi ikke have overlevet ret længe. Særligt ikke på stepperne for 200.000 år siden, hvor vores forfædre levede. Her skulle vores forfædre være i stand til at reagere hurtigt og hensigtsmæssigt, når der var fare på færde. Frygtsystemet og de instinktive mekanismer, der sikrede vores forfædre overlevelse og mulighed for at reproducere, er således gået i arv til os og blevet en del af vores DNA.

Det kan være en af årsagerne til, at vi mennesker i dag oftere er instinktivt bange for edderkopper, slanger, mørke trange rum og højder – og ikke cigaretter eller biler, som trods alt dræber flere mennesker i dag i det vestlige samfund.

“Kæmp eller flygt”: Hvad sker der i kroppen, når vi oplever frygt?

Frygt er altså en mekanisme, der er udviklet til at beskytte os mod farer. Når vi registrerer selv de mindste tegn på farer, uanset om disse er virkelige eller ej, igangsættes en række kropslige og mentale processer, der skærper vores sanser og gør os mere årvågne. Alt sammen med den hensigt at holde os i live.

Selv i dag, hvor monstrene i højere grad findes i fiktionens rige, påvirker de os. Vi er nemlig “programmeret til at reagere på selv tvetydige stimuli, som kunne tænkes at signalere fare.” (Clasen, Monstre 22)  Du har sikkert selv prøvet at gå alene hjem en mørk aften, hørt bladene rasle bag dig og mærket kroppen automatisk gå i alarmberedskab. Pulsen stiger, sanserne skærpes og selv de mindste detaljer fanger din opmærksomhed. 

Vi kender dette som ”kæmp eller flygt”-responsen. Frygtreaktionen starter i hjernen og spredes gennem kroppen for at gøre os klar til at flygte eller kæmpe. Stresshormoner og adrenalin udskilles, pulsen og blodtrykket stiger, og vi bliver mere opmærksomme på vores omgivelser.

Når følelsen af frygt forsvinder, erstattes den af en lige så intens følelse af lettelse. De positive følelser, vi oplever efter frygten, er faktisk stærkere, end de ellers ville have været i situationer, hvor vi ikke har oplevet frygt. Ifølge Baumeister et.al. skyldes det, at negative begivenheder har større psykologisk indvirkning end neutrale eller positive oplevelser, da det er evolutionært adaptivt at være følsom over for negativ information. Faktisk viser studier, at jo mere intens og skræmmende oplevelsen er, jo mere stiger humøret og ”feel good”-følelsen efterfølgende (Kerr). Dette kan gøre nogle afhængige af de følelser, de efterfølgende får i kroppen og dét adrenalin-kick, de oplever.

Hvorfor drages vi af det skræmmende?

Den glæde og spænding, som nogle mennesker får af frygt og horror, skyldes sandsynligvis ikke selve frygten, men den fysiske og følelsesmæssige oplevelse, der følger de skræmmende situationer.

Når vi befinder os i en sikker og tryg kontekst, tager det kun et splitsekund for hjernen at registrere, at vi ikke er i fare. Så skifter vi fra at være bange og angste til at nyde det, pga. adrenalinen og endorfinerne, der frigives.

Det er en slags eufori. Derfor ser man også folk gå lige fra skrig til latter.

For at vi som tilskuere og forbrugere kan nyde en skræmmende situation, skal vi altså være bevidste om, at vi er i et sikkert miljø. Horror-underholdning udløser instinktivt ”kæmp eller flygt”-responsen, hvor der medfølger et boost i adrenalin, endorfiner og dopamin. Hjernen behandler omgivelserne og konkluderer, at oplevelsen ikke er en reel trussel, hvorefter følelsen i kroppen bliver erstattet af lettelse og velbehag.

Læring: Vi kan (i sikkerhed) udforske det farlige

Udover at vi opsøger horror og ting, der skræmmer os, for at mærke de ”feel good”-hormoner, der udløses i kroppen, ligger der også noget implicit læring i horror og ”det skræmmende”.

Fra barnsben er vi instinktivt interesseret i at lære om potentielle farer gennem leg. F.eks. leger børn fange- og gemmeleg og dyreunger slås for sjov, for de”omkostnings- og risikofrit kan opnå færdigheder, som kan redde dem senere i livet.” (Clasen, Monstre 23)

Men hvad har det med horror at gøre?

Horror-genren fungerer lidt på samme måde. Når vi ser uhyggelige film, besøger haunted houses eller deltager i zombie-løb er det også en form for leg med negative følelser, angst og vores frygtsystem. Når vi i en sikker, tryg og selvvalgt kontekst opsøger ting, der skræmmer os, ”leger” vi med vores frygt og angst. Fordi vi altid kan lukke bogen, slukke for tv’et eller gå ud af biografen, kan vi opleve, hvordan det føles at være bange.

Mathias Clasen sammenligner vores ”leg” med frygt med dyreungers leg. Legen er en brugbar biologisk mekanisme, hvor de kan opbygge nogle kompetencer og erfaringer, de kan få brug for senere i livet.

På samme måde kan vi træne vores frygtregulerings-strategier ved f.eks. at bruge horror. Vi lærer noget om, hvad der sker med os, når vi er bange, hvordan det føles, og hvordan vores krop og tanker reagerer. Vi lærer, hvordan vi kan regulere vores egen frygt. Horror bruges som en slags simulation, hvor vi kan blive klogere på vores egne reaktioner, både fysisk og psykisk. 

Hvorfor er nogle mennesker mere draget af horror end andre?

Men hvorfor elsker nogle mennesker horror-genren og at blive skræmt, mens andre finder det direkte ubehageligt? 

Først og fremmest viser studier, at vi oplever frygt og angst forskelligt pga. fysiologiske forskelligheder i vores hjerner, f.eks. størrelsen på vores amygdala (hjernens frygtcentral) (Berkowitz, Reddy og Gorman). Derfor kan der være en fysiologisk årsag til, hvorfor nogle er mere opsøgende over for skræmmende ting end andre, og hvorfor nogle bliver mere skræmt end andre.

Horror og personlighedstræk

Derudover viser studier, at der også er en sammenhæng mellem personlighedstræk og vores tiltrækning af og interesse i horror-genren og skræmmende ting.

En undersøgelse fra 2018 (Clasen, Kjeldgaard-Christiansen og Johnson) af personlighedstræk, paranomale overbevisninger, horrorpræferencer og -brugsmønstre viste, at ”Åbenhed” i Big Five-terminologien korrelerer med brugen af og præference for horror-medier samt hvor hyppigt, man opsøger det.

Ekstroversion viste en meget lille men statistisk signifikant korrelation med hyppighed af horror-brug, at bruge horror med andre, nyde horror med andre og at blive lettere skræmt med andre. Omgængelighed korrelerer positivt med at blive let skræmt af horror medier, at bruge horror med andre og at nyde horror med andre.

De, der scorer højt på samvittighedsfuldhed, var mindre bange efter at have ”brugt” horror-medier, mens der skal mere til at gøre dem, der scorer højt på følelsesmæssig stabilitet, bange (Martin).

Vores personlighed har altså også indflydelse på, om vi drages af det skræmmende, om vi vil se horror-film alene eller sammen med andre, og om vi overhovedet opsøger det.

Horror, COVID-19 og psykologisk modstandsdygtighed

Men kan vi virkelig lære noget af zombie-film og apokalyptisk litteratur? Tilegner vi os brugbare kompetencer og færdigheder til fremtidige scenarier?

Ja, viser indledende studier foretaget under COVID-19 pandemien (Scrivner; Scrivner, et.al.)

Her viste undersøgelser, at de, der havde beskæftiget sig med skræmmende fiktive fænomener, såsom horror, var mere robuste og psykologisk modstandsdygtige under COVID-19 pandemien (Scrivner et.al.).

Horror-fandom var signifikant forbundet med lavere psykologisk bekymring, angst og tristhed, mens fans af ”prepper”-genren (zombie, apokalyptisk/postapokalyptisk og alien-film) var signifikant mere forberedt på pandemien og oplevede færre negative forstyrrelser i deres liv og var i højere grad i stand til at tilpasse sig den nuværende situation.

Selvom zombier ikke findes og altså ikke udgør nogen reel trussel, kan situationer, der opstår i zombie-film, sidestilles med situationer, der ville opstå i begivenheder i den virkelige verden. Det kaos, der opstår i zombiefilm, vil formodentlig på mange måder ligne det kaos, der kan opstå under katastrofer i den virkelige verden. På den måde kan de oplysninger/viden, vi får fra en fiktiv zombie-apokalypse, være anvendelig og brugbar i situationer i den virkelige verden.

Derfor virker horror-genren så forførende!

Så hvorfor er vi så interesseret i og draget af horror-genren og ting, der skræmmer og vækker frygt i os?

Ud fra vores nuværende viden om menneskets natur og evolutionære historie, er et af svarene, at vi har et adaptivt og instinktivt behov for at ”møde” og udforske mørket og monstrene (både de reelle og abstrakte, nutidige og fremtidige), der lusker heri, i en tryg og sikker kontekst.

Horror virker så forførende på os, fordi det på en effektiv måde tilfredsstiller vores behov for at kigge ned i afgrunden og møde det værst tænkelige, vores fantasi overhovedet kan forestille sig.

Og når vi har stået over for zombien, klovnen eller et helt tredje monster, og kroppen har været i ”kæmp eller flygt”-alarmberedskab, udskiller kroppen hormoner som dopamin og endorfiner, der får os til at føles godt tilpas og virker givende.

Det kan ligefrem føles godt at se, læse og opleve horror-medier og ting, hvis eneste hensigt er at skabe frygt og angst i os!

Kilder

• Asma, Stephen T. “Monsters on the Brain: An Evolutionary Epistemology of Horror.” Social Research. Vol. 87, No. 4, 2014: 941-968
• Baumeister R.F., Bratslavsky E., Finkenauer C., Vohs K.D. “Bad is stronger than good.” Rev Gen Psychol. Vol. 5, 2001: 323.
• Berkowitz RL, Coplan JD, Reddy DP, Gorman JM. “The human dimension: how the prefrontal cortex modulates the subcortical fear response.” Rev Neurosci. 2007, vol. 18, nr. 3-4:191-207
• Buss, D.M. Evolutionary Psychology. 3.ed, Pearson, 2008.
• Clasen, Mathias. “Monsters Evolve: A Biocultural Approach to Horror Stories.” Review of General Psychology. 2012, Vol. 16, NO. 2: 222-229
• Clasen, Mathias. Tænkepauser 3: Monstre. Aarhus Universitetsforlag, 2012.
• Clasen, Mathias. Why Horror Seduces. Oxford University Press, 2017.
• Clasen, Mathias. “Frygt for sjov: en biokulturel tilgang til horror.” Menneske, Kultur, Evolution – Et Biokulturelt Perspektiv, ed. Trine Kellberg Nielsen, Casper Andersen, Alexandra R. Kratschmer, Mathias Clasen, Aarhus Universitetsforlag, 2019, 173-184.
• Clasen, Mathias, Kjeldgaard-Christiansen, Jens og Johnson, John A. “Horror, Personality, and Threat Simulation: A Survey on the Psychology of Scary Media.” Evolutionary Behavioral Sciences. 2020, Vol. 14, No. 3: 213-230.
• Kerr, Margee. “Why do we like to be scared?” TED: Ideas Worth Spreading, maj, 2018, www.youtube.com/watch?v=gL_6bKFlLio&list=PL-OTAQyGUAGZjzHWrNr3nDEy0ziUmAxNB
• Martin, G. Neil. “(Why) Do You Like Scary Movies? A Review of the Empirical Research on Psychological Responses to Horror Films.” Frontiers in Psychology. 2019, Vol. 10: article 2298.
• Oosterwijk, Suzanne. ”Choosing the negative: A behavioral demonstration of morbid curiosity.” PLoS ONE, vol. 12, no. 7, 2016: 1-20.
• Pedersen, Christian Skjødt. Evolutionspsykologi. Systime, 2016.
• Scrivner, Coltan. “The Psychology of Morbid Curiosity.” PsyArXiv, 27 Mar. 2020. Web.
• Scrivner, Coltan. “An Infectious Curiosity: Morbid Curiosity and Media Preferences During a Pandemic.” PsyArXiv, 8 Apr. 2020. Web.
• Scrivner, Coltan, Johnson, John A., Kjeldgaard-Christiansen, Jens og Clasen, Mathias. “Pandemic practice: Horror fans and morbidly curious individuals are more psychologically resilient during the COVID-19 pandemic.” Personality and Individual Differences, 2020: 1-6.